BLOODY MOON (AFLYST)

Dansk danseteater

Som dansker er der altid en vis melankoli forbundet ved at gøre en god ting for sidste gang. Vi resignerer, nyder langsomt, stille og takker. Forestil dig den helt modsatte tilgang: så har du denne euforiske danseforestilling. Her er ingen resignation, men fuld fart og farvepalette, galskab og livslyst. Og der bliver trængsel på scenen, når de ti dansere fra Dansk Danseteater udfører den vilde forestilling Bloody Moon. Scenen er en fejring og omfavnelse af selve livet iført vildskab, sensualitet og smukke klæder. Velegnet til unge og voksne.

Læs mere om forestillingen og Dansk Danseteater her

BLOODY MOON er inspireret af den franske tænker George Batailles berømte værk om begær, erotik, løssluppenhed og galskab og er Dansk Danseteaters nye kunstneriske leder Marina Mascarells første verdenspremiere til Dansk Danseteater. Mascarell har skabt værker for de allerstørste dansekompagnier i verden heriblandt Nederlands Dans Theater (NDT) og nu kan publikum endelig opleve hende og kompagniets dansere i smuk forening.

BLOODY MOON er et festfyrværkeri ind i ekstasen og menneskets dyriske sider, men også med referencer til antikkens guddomme, commedia del arte-traditionen og Instagram-æraen, hvor alle jagter det hotte insta-moment. Danserne på scenen giver blandt andet krop til frugtbarhedsguden Dionysos’ princip om nydelse, overdrevenhed, uorden, overtrædelse, leg, fest og ekstase. Og det er med både galskab og glimt i øjet

Forestillingen er visuelt imponerende med legesyge, dyb-grønne kreationer, blodrøde blonder og lilla tyl, som på overraskende og komisk vis integreres som en del af koreografien. Musikken er rytmisk og levende, med percussion samples af percussionstjernen Uffe Savery fra Safri Duo, og forestillingen danses på et smukt dekoreret scenegulv skabt af Marina Mascarell og kompagniets dansere selv. BLOODY MOON er uden tvivl en forestilling, som spreder glæde og livslyst, og vi ser frem til at vise den for publikummer i hele landet.

INSTRUKTØR: Marina Mascarell
KOREOGRAFI: Marina Mascarell i samarbejdet med Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Merete Hersvik, Bradley Waller, Lúa Mayenco Cardenal, Kristin Bjerkestrand, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli
DANSERE:  Jessica Lyall, Lukas Hartvig-Moller, Bradley Waller, Leticia Silva, Yi-Shao, Amancio Gonzalez & Wolf Govaerts, Lola Potiron, Luca Tomaselli, Nicky Daniels
SCENOGRAFI: I samarbejde med kompagniets dansere
KOSTUMEDESIGN: Nina Botkay
KOSTUMIER: Maria Ipsen
MUSIK: Yamila Rios
LYSDESIGN: Andreas Buhl
PERCUSSION SAMPLES & RECORDINGS: Uffe Savery
PRØVELEDER: Patricia Pawlik

Tidspunkt

27. oktober 2025 kl. 20.00

Spillested

Vestjyllands Højskole, Skraldhedevej 8, 6950 Ringkøbing

Billetter

Standard: 150 kr.

Pensionist: 100 kr.

Børn/unge under 26 år: 100 kr.

Gruppe min. 10 personer: 125 kr.